http://www.information.dk/306728
Fedme er en slags genetisk disponeret evolutionisme - en fejlslagen darwinisme - individet forsøger (ikke -bevidst) at overleve ved at fylde lagrene på grund af angst for fremtiden og denne angst skyldes fortidens nød der er overført - det er en socialgenetisk arv, ikke en psykosocial spiseforstyrrelse eller en individuel viljesvaghed (dovenskab eller grådighed). Firsernes opgør med velfærdsideologien kan direkte relateres til fedmeepidemien, fordi den er et opgør med trygheden og fælleskaber.
Noget af en tanke? Umiddelbart tænker man "det holder ikke". Det er forståeligt at man kan trøstespise sig gennem en finanskrise, eller har ideologiske udfordringer ved at hoppe på fitness bølger - men det er ikke troværdigt at man jævnt deponerer for meget fedt , fordi man er "fejlprogrammeret fra fødslen".
Faktisk handler artiklen - mere eller mindre indirekte - om VALG: hvad der styrer dem. Om det kan overføres via generationer er den sædvanlige historie om hønen eller ægget. Men Avner Hoffer - som artiklen namedropper som fortaler for fedme som et politisk problem - taler om velfærds undergraverende virkninger på folkedybet- og om rationel opførelse. (http://books.google.co.uk/books?id=vyH1bbHH82EC&pg=PP1&dq=inauthor:Avner+inauthor:Offer&sig=-QuVlTDn3MugkMqEDfT9MpM2Xng#v=onepage&q&f=false)
Historisk set har rationel opførsel bragt os velfærd, men velfærd er underminerende for rationel opførsel- Mennesker får adgang til belønninger før arbejdet er gjort. På moderne dramadokumentardansk = luksusfælden. De får midler til "cravings". Vi er alle underlagt "cravings" som vi i princippet kan styre eller ikke styre. Narkomaner er underlagt en craving de ikke kan styre. Vores valg vurderer vi udfra en mindre costbenfit analyse inde i vores hoveder - Kan det betale sig at arbejde hårdt og ensidigt på et livsprojekt eller skal jeg bruge tiden på at få nogle gode kontakter , nyde livet inden londonbussen uventet kører os over etc. etc. etc.. Vi kommer ind i gode mønstre og dårlige mønstre, og vores livsstrategier på den lange bane er de eneste der kan skabe reel forandring - ellers kan vi hænge fast i dårlige mønstre - dårlige fordi de kan skabe en ensidighed og i yderste instans en patologi. Især fordi vi ikke har det godt med det - i forhold til os selv eller i forhold til samfundets normer og de relationer vi lever i og af.
Multiplicer det med millioner og vi har et socialt fænomen såsom fedmeepidemien. Og en polarisering såsom fitness folket til højre og de overvægtige til venstre tak. Og det er selvfølgelig en slags social patologi, hvor de overvægtige udgør de marginaliserede der ikke har været i stand til at hoppe på tidens rationaler og paradigmer, men sidder i kviksand til halsen. Så får vi dramadokumentarer med mænd der hedder macdonald der hiver fede mennesker op af dyndet. (Fødevareindustrien er ligeglad som naturen, den spytter det ud vi køber. )
De overvægtige er nok styret af en form for angst for fremtiden - angsten for at træffe det rigtige valg. Hvorfor gør folk ting de ved ikke er gode for dem? Fordi de er bange for at gøre det rette, der nægter dem deres cravings på den korte bane. Der er et misforhold mellem det som de nyder og udsigten til at få adgang til det i fremtiden og derfor gælder det selvfølgelig om at hamstre mens tid er. Så motionerer/betaler/arbejder vi i morgen. Det er ikke en psykosocial trøstespisen (der har momentan karakter), det er et samtidssymptom der er kropsligt indlejret i os alle, qua den velfærd vi lever i/af og som vi har forskellige midler til at håndtere udfra vores ståsted i tilværelsen lige nu og her.
